Efter 2. verdenskrig, da Danmark skulle oprette en Fodfolksdivision, til støtte for de vestallierede i den britiske besættelseszone i Tyskland, indkøbte man i 1946-1947 britisk materiel til opgaven. Blandt dette materiel var den engelsk producerede Ordanance QF 17-pounder Mk. 1 panserværnskanon, som den britiske hær havde anvendt med stor succes, under krigen i blandt andet Nordafrika og Italien. Kanonen blev af briterne taget i brug i 1942-1943.
Kanonen blev også anvendt ved Fodfolkspionerkommandoet i Sønderjylland, hvor indkøbte halvbæltekøretøjer, af M5- og M9-serien, blev brugt til at trække panserværnskanonen med. Senere i 1951-1955, da man modtog GMC CCKW 6×6 lastvogn i det amerikanske våbenhjælpsprogram, afløste denne lastvogn halvbæltekøretøjerne, som traktor for panserværnskanonen. Panserværnskanonen blev anvendt som tungt panserværnsvåben i Hæren frem til 1960’erne, hvor afløseren blev 106 mm dysekanon, monteret på bla. jeep.
I Jydske Dragonregiments Veteranpanserforening, modtog vi vores panserværnskanon i 2011, hvor den herefter blev opbevaret på depot, indtil vi i 2014 tog fat på det store arbejde med at restaurere den. Inden vi modtog kanonen, havde den stået udendørs i mange år, sammen med mange andre historiske køretøjer, i Oksbøllejren, udsat for vind og vejr, og var derfor i en noget “vejrbidt” tilstand. Således var mange greb, aksler etc., på både lavet og kanon, ganske enkelt rustet sammen. En energisk indsats fra målrettede medlemmer i JDRVP, begynder dog nu endelig at bære frugt, således at kanonen nærmer sig en meget mere funktionsduelig og præsentabel stand.